Idegrundlag.

Hvorfor denne hjemmeside?

Inden nogle af os opsøgte hjælp, havde vi begge to haft så mange følelser der tilbageholdt os. Vi havde begge to haft det sådan at:
Det her er pinligt.
Hvad tænker folk ikke om mig nu.
Det her må jeg hellere tie ihjel.
Vi skammede os, over os selv.

Når vi endelig havde mod til det, og snakkede med andre om det, så blev vi mødt meget forskelligt. Nogle gav heldigvis klart udtryk for at, de sagtens kunne forstå os. Andre lavede åbenlyst himmelvendte øjne og så meget mistroiske på os.
Mange sagde ting til os som:
Overdriver du ikke lige lidt nu.
Er han ikke gammel nok til selv at bestemme.
Vær du glad for han har valgt at blive kristen, og ikke noget helt andet.
Slap af, han vokser fra det.
Så farligt kan det da ikke være.

Den periode var meget uoverskuelig og alt så håbløst ud. Den tid der gik mellem vi fandt ud af at, ”her er noget galt” til vi erkendte over for os selv at, vi havde brug for hjælp, var meget forskellig. For Jannes vedkommende gik den periode rimeligt hurtig men for mit vedkommende gik der knap 2 år.
Vores bearbejdningsfase havde været meget forskelligt og da vi endelig nåede til håbløsheden så anede vi ikke hvor vi skulle gå hen. Vi følte os helt alene.

Heldigvis valgte vi så at gøre det samme. Vi tog kontakt til Dialogcentret som straks formidlede kontakten mellem os.
 
Vi mødte hinanden første gang i foråret 2006.
Vi var så lykkelige. Endelig vidste vi nu at, vi er ikke alene.

Vi havde/har da heldigvis begge to familier der har støttet os, og stadig er meget overbærende når vi er kede af det, hvilket vi begge er meget taknemmelige for, men det var slet ikke det samme. Her havde vi virkelig fundet en som vidste hvad det drejede sig om. En der også kendte Evangelist inde fra. En der selv havde oplevet det. En der selv havde mødt Hedegaard og mange af de andre. Det var virkelig et vendepunkt for os begge to.

Første gang vi mødtes skiftes vi til at trække vejret. Der var så meget vi skulle fortælle hinanden, så meget at snakke om. Alle vores frustrationer, alle vores oplevelser og vores erfaringer, alt blev talt igennem.

Vi havde begge uafhængig af hinanden gået og tænkt de samme tanker:
Var det os der var helt galt på den?
Hvad er det her for noget?
Hvad sker der dog med vores familie?
Hvorfor tænker de pludselig sådan om os?
Hvad har vi gjort galt?
Er jeg en dårlig mor/kone?
Hvorfor er vi ikke længere noget værd?

Vi er begge kristne, men det her stemte ikke med vores opfattelse af at være kristen. Derfor fik vi nu også tvivl om vores egen tro:
Er jeg overhovedet kristen?
Tror jeg ikke nok?
Tror jeg på en forkert måde?
Hvem har ”ret”, Evangelist eller mig?

Vi havde begge været hele følelsesregistret igennem. Det viste sig jo at, selv om vi egentligt har to meget forskellige historier, så er de i bund og grund ens i slutningen.
Det både skræmte os men det beroligede os også meget.

Så var det nok ikke os der var noget galt med!

En anden ting vi også hurtig kunne blive enige om var at, vi  nok heller ikke er de eneste to der har det sådan. Der må være andre end os derude….?

Vi besluttede os derfor til at prøve at finde ”de andre”. Janne kendte Giraffen og havde læst nogle indlæg der om Evangelist og Christian Hedegaard så derfor besluttede vi at starte vores søgning der. Af personlige årsager kunne Janne dengang ikke stå frem. Derfor er indlæggene skrevet kun i mit navn, ktf. Jeg skrev så et indlæg på Giraffen hvor jeg søger andre pårørende og fik der en henvisning til JesusNet.

Det var med hjertet helt oppe i halsen at, jeg skrev mine første indlæg. Vi havde jo absolut ingen ide om hvad det ville føre med sig, og hvordan det blev modtaget. Efterhånden gav det heldigvis pote.
Jeg begyndte at modtage flere mail fra andre pårørende som også var kommet i klemme. Det var endnu en stor lettelse, så var vi ikke alene.

Nu opstod der så endnu en forhindring som vi ikke havde forud set. Folk ville nemlig være anonyme.
 

Mange tør ikke stå frem.

Ud fra den viden besluttede vi os for at lave den her hjemmeside og vi håber den vil være en hjælp til andre der er i samme situation som vi er.

Janne og Kira